Er der en voksen til stede?

Har du ind imellem følelsen af, at du har lyst til at kalde på "en voksen"? Selvom det faktisk er dig, der er den voksne...? Og kan du huske, da du var yngre, end du er nu - huske hvordan du tænkte, at andre mennesker, der var ældre end du, havde helt tjek på det hele? Og måske du også tænkte, at de var på en bestemt måde, havde et bestemt mindset, som du også tænkte, at du ville få, når du nåede det samme sted i livet. 

Min datter Freja, der fylder 18 år om et par dage, taler ind imellem om, at det jo føles helt vildt at blive 18. For da hun var mindre, virkede dem på 18 år bare så store og så voksne. Og nu hvor hun selv har den alder, så føles det slet ikke, sådan som hun forventede, det ville være for år tilbage. 

Jeg er sikker på, at det er noget, alle mennesker kender - og på alle steder i livet. Jeg tror, at uanset hvor gammel man er, så vil der være tidspunkter eller områder i livet, hvor man har lyst til at kalde på en voksen. Eller simpelthen tænker; "Det er jo for vildt, at JEG nu er 18 år, 25 år, 40 år, 70 år. At JEG nu går i gymnasiet, er blevet mor, bedstemor, virksomhedsejer, jordemoder", eller hvad det nu måtte være...

Er du enig? 

Alle andre ville være en bedre mor end mig...

Da jeg selv blev mor som 21-årig følte jeg absolut, at ALLE andre ville være bedre til at varetage opgaven end mig. Jeg synes, at det var svært at finde mig til rette i rollen, og jeg var meget sårbar overfor andres bemærkninger og holdninger til, hvordan "man" burde / skulle gøre, tænke og føle. Det er 23 år siden nu - og følelsen af, at andre ville være en bedre mor end jeg, har tittet frem jævnligt gennem alle årene. Hyppigst i de første år og efterhånden sjældnere og sjældnere. Særligt efter at jeg har arbejdet en hel masse med min personlige udvikling og mit mindset - og med at tro på, at jeg faktisk er god nok. På alle områder. Arbejdet med at slippe sammenligningssygen. For det er jo i virkeligheden rigtigt meget det, det handler om. At vi sammenligner os selv med andre. Og tror, at vi skal leve op til en hel masse. 

Når der mangler kulturelle normer

Vi lever også i en tid, hvor der ikke er en fast kulturel norm for, hvordan "man" gør, når man får børn. Der er ikke en norm at læne sig op ad, men derimod en hel masse meninger, holdninger og måder at tackle forældreskabet på, som gør, at vi hele tiden skal tage stilling. Stilling til, hvad VI synes. Og også være parate til at forsvare vores valg og holdninger overfor de, der måtte være uenige. Hvilket igen kan puste til tvivl og sammenligningssyge og gøre det svært for den enkelte blot at læne sig ind i rollen som forælder og vide, at man gør det godt (nok).

Lån min tro på dig

Hvis du kender til følelsen af at have lyst til at kalde på en voksen, følelsen af at tvivle på, om du nu har godt nok styr på det hele til at være nogens mor (eller far), så vil jeg låne dig mine erfaringer, min læring og min tro PÅ DIG! 

Du HAR godt nok styr på det hele! Det lover jeg. Du er den allerbedste forælder, dit barn kunne ønske sig. Og dit barn har valgt at lande hos lige præcis dig af en grund. Det er helt normalt at føle sig usikker, når man pludselig står med ansvaret for et lille nyt menneske. Og også normalt at blive overvældet af af, at ALT afhænger af, "hvor godt" man klarer skærerne. Men slap bare af. Det går det hele. Og vid, at du med sikkerhed kommer til at lave fejl - for det gør alle. Du kommer til at gøre ting (eller undlade at gøre ting), som du senere vil fortryde. Og måske endda senere sige undskyld til dit barn for. Fordi du kommer til at ændre nogle af dine holdninger og værdier undervejs. 

For sådan er det at vokse som menneske. Enhver fejl eller fiasko rummer et kæmpe potentiale for en øget bevidsthed og for at vokse som menneske. Hvis vi altså vælger at bruge vores fejl til det. Hvis vi stopper med at bebrejde os selv og i stedet anerkender, at fejl er GODE. Fordi det er af dem, at vi virkelig lærer noget. 

Vi bliver aldrig "færdige"

Og det er præcis det, der også er så fantastisk ved at have lyst til at kalde på en voksen. Fordi den lyst i virkeligheden belyser det faktum, at vi ikke er "færdige". At vi endnu ikke har lært alt det, vi kommer til. Er det ikke bare fedt!? Fedt at vi (hvis vi vil det og har et åbent sind) bliver ved med at opnå nye indsigter, lære nye ting om os selv og om livet, opnå nye kompetencer, forfine vores måde at være i verden på. Det betyder faktisk, at du lige nu er, PRÆCIS hvor du skal være. Og at du på samme tid hele tiden vokser gennem dine refleksioner, tilretninger og øgede bevidsthed. Husk at du jo hele tiden gør det bedste, du kan, med hvad du har lige nu. 

Det er meget mere farligt at tro, at man allerede ved alt. At stå stejlt på det, man står for uden refleksion eller åbenhed for, at man kunne tage fejl. Eller at der kunne være andre sider af sagen, end man selv var bevidst om. For DET er et lukket sind. Et sind, der på ingen måde er i udvikling - og som derfor er i afvikling, eftersom status quo ikke findes....

You don´t know, what you don´t know

Så klap dig selv på skulderen. Elsk dine fejl og elsk dig selv for den du er, LIGE nu. Vær bevidst og reflekterende, og du vil vokse livet igennem. Og lære dine børn det samme...